ATTD 2024: Diabetesforeningen tog temperaturen på diabetesteknologi- og behandling

Over 5.365 diabetesbehandlere og andre med interesse i diabetes fra 95 forskellige lande var i starten af marts samlet til Advanced Technologies and Treatments for Diabetes (ATTD) 2024. Programmet for diabetesforskningskonferencen var pakket med over 150 præsentationer om diabetesteknologi- og behandling.

Diabetesforeningens forskningschef, Tanja Thybo, og to repræsentanter fra Forskning & Viden, Anne-Marie Karin Wegener og Lene Kølle Jørgensen, var med på konferencen. Her gennemgår de hver især udvalgte emner og tendenser fra konferencen, som de fandt særligt interessante.

Vil du springe direkte til det, der interesserer dig? Klik på det emne, du gerne vil læse om:

• Næste skridt for AID: Neural-Net Artificial Pancreas
• Teknologi har positiv effekt på gravide med diabetes og deres børn
• Der bliver udviklet kontinuerlige ketonmålere – men er de nødvendige?
• Diskussion af HbA1c som behandlingsmål og diagnosekriterie
• Mere fokus på køn i behandlingen af diabetes
• Er demens en overset følgesygdom til diabetes?
• Mulighederne i behandling med stam- og donorceller undersøges stadig
• Kan vi bedre forebygge type 2-diabetes med 1-times glukosebelastningtest og sensorteknologi?
• Stort fokus på opsporing og behandling af præ-type 1-diabetes
• Større fokus på brug af diabetesteknologi til mennesker med type 2-diabetes
• Hudproblemer fra diabetesudstyr: Er der en løsning på vej?

Næste skridt for AID: Neural-Net Artificial Pancreas

På ATTD var der stort fokus på brugen af sensorteknologi. Men særligt på AID (Automated Insulin Delivery – også kaldet et hybrid closed loop-system).

Det er et godkendt system, hvor insulinpumpen ved hjælp af en algoritme automatisk doserer insulin på baggrund af måleresultaterne fra ens sensor, og systemet var et af de helt store emner på ATTD 2024. AID har indtil nu stadig haft brug for, at brugeren selv tilpassede indstillingerne til deres behov, men den tid kan måske snart være forbi.

På ATTD-konferencen blev et nyt koncept nemlig præsenteret: Neural-Net Artificial Pancreas (NAP). NAP går kort sagt ud på at gøre systemet i AID data-drevet, så algoritmen hele tiden udvikles og forbedres på baggrund af de data og målinger, som den får fra brugerens eget udstyr.

Kommentar (Tanja Thybo): Jeg tror, de tekniske muligheder er på plads for at føre idéen ud i virkeligheden. Men det kan være svært at få de nødvendige godkendelser, der skal til for at gøre brug af teknologien i praksis.

Teknologien er stadig under udvikling, og der er mange forhold, for eksempel patientsikkerhed og databehandling, der skal være fuldstændig styr på, inden det kan få grønt lys til at tages i brug.

Når det er sagt, virker teknologien lovende. Målet er, at AID-systemet bliver selvkørende og kan håndtere insulindoseringer, så de sker automatisk helt uden, at du taster kulhydrater ind.

Kulhydrattælling og insulindosering fylder rigtig meget i livet med insulinkrævende diabetes. Så hvis denne teknologi kan gøre, at personer med diabetes slipper for at tænke på kulhydrattælling og insulindosering, kan det lette en stor byrde fra deres skuldre. Det vil gøre en kæmpe forskel.

Teknologi har positiv effekt på gravide med diabetes og deres børn

Flere oplæg på ATTD-konferencen satte fokus på graviditet med diabetes.

Et forskningsprojekt, der blev præsenteret på konferencen, havde undersøgt, hvilken effekt det har på gravide kvinder med type 1-diabetes at få et AID-system (Automated Insulin Delivery) – dvs. en sensor og en insulinpumpe, der kan tale sammen, så pumpen automatisk kan dosere insulin på baggrund af måleresultaterne fra sensoren. Resultaterne viste, at AID-systemerne ikke gav hverken værre eller bedre time-in-range, men til gengæld mindskede AID-systemerne antallet af lave blodsukre både om natten og om dagen.

Kommentar (Tanja Thybo): Man har set positive resultater ved brug af AID-systemer til andre brugere med diabetes, så teorien har været, at man ville se de samme resultater for gravide med diabetes. Når der ikke var det, skyldtes det, at systemet ikke kunne justere godt nok i forhold til, at insulinbehovet hos gravide med diabetes hele tiden ændrer sig under graviditeten.

Til gengæld havde AID en positiv effekt på antallet af lave blodsukre. Det betød blandt andet, at de fik bedre nætter – og på den måde havde det en vigtig effekt, fordi de fik bedre livskvalitet.

Stort tema om graviditet og diabetes i Diabetesmagasinet: Læs temaet her

Læs også: Hvad betyder den nyeste forskning i graviditet og diabetes?

Der bliver udviklet kontinuerlige ketonmålere – men er de nødvendige?

Blodsukkeret er centralt i behandlingen af diabetes. Men der er meget andet, der er værd at vide noget om, når man lever med diabetes. Det gælder blandt andet ketoner, der er et affaldsstof, kroppen producerer, når cellerne mangler sukker og i stedet forbrænder fedt. Dette er et problem, når man har haft højt blodsukker i længere tid.

Hvis man har for store mængder ketoner i kroppen, kan det føre til syreforgiftning. Er man i tvivl, om man har for mange ketoner, kan man måle det med et keton-apparat. Flere forskere undersøger mulighederne i kontinuerlig ketonmåling, og flere producenter har allerede udviklet kontinuerlige ketonmålere – lignende de sensorer, man i dag bruger til at måle blodsukker.

Kommentar (Tanja Thybo): Det er positivt, at der udvikles diabetesteknologi, der forhåbentlig kan hjælpe til at undgå syreforgiftning. Når det er sagt, så er det for langt de fleste primært relevant at overvåge ketoner i forbindelse med højt blodsukker, hvis man er syg eller har feber.

Derudover er det nok ikke så relevant at måle ketoner hele tiden, som man gør med blodsukkeret. I hvert fald ikke som teknologien fungerer nu, hvor man skal have en særskilt ketonmåler på. Men hvis nogen udviklede en sensor, der både kunne måle blodsukker og ketoner, så begynder det at give mening at bruge. Indtil det udvikles, vil jeg mene, man er fint dækket ind med en sensor til blodsukkermåling.  

Diskussion af HbA1c som behandlingsmål og diagnosekriterie

Brugen af HbA1c har længe været diskuteret blandt diabetesforskere, og ATTD 2024 var ingen undtagelse. Sensorer kan i dag give indsigt i personer med diabetes’ time-in-range og daglige blodsukkerudsving.

Med den rivende udvikling indenfor sensorteknologi diskuteres brugen af HbA1c både som behandlingsmål og diagnosekriterie, og flere forskere taler om, hvorvidt den teknologiske udvikling har gjort brugen af HbA1c forældet.

Der er dog stadig tilbageholdenhed i forhold til helt at droppe HbA1c.

Kommentar (Tanja Thybo): Den generelle anbefaling er, at man både kigger på sensormålingerne og HbA1c. HbA1c måler, hvor meget sukker der har været i dit blod – helt konkret, hvor meget sukker der har været bundet til hæmoglobin i dit blod – over de seneste to til tre måneder.

Men det er forskelligt, hvor hurtigt vi hver især udskifter vores røde blodlegemer. Så to personer kan have fuldstændig ens blodsukkerkurver på en sensor, men kan have forskellige HbA1c-målinger, hvis den ene udskifter røde blodlegemer hurtigere end den anden. Når man udskifter de røde blodlegemer hurtigere, når der ikke at sætte sig lige så meget sukker fast på dem – og derfor ser det ud som om, at man har et lavere blodsukker. Samtidig er der også individuel forskel på, hvor hurtigt sukkeret klæber sig fast til de røde blodlegemer.

Så i forhold til de forskelligheder, der er i kroppens biologiske processer, giver en sensor klart det mest brugbare billede af ens blodsukker. HbA1c blev valgt som mål for behandlingen af diabetes for mange år siden, men det er værd at huske på, at der er sket en stor udvikling siden da. Eftersom alle med diabetes ikke kan få en sensor, er HbA1c stadig nødvendigt for dem. Men hvis alle med diabetes uanset type kunne få en sensor, kan vi glemme alt om HbA1c og bare kigge på sensordata.

Mere fokus på køn i behandlingen af diabetes

Årets ATTD-konference faldt i år sammen med Kvindernes internationale kampdag. Flere oplæg under konferencen fokuserede på forskellige aspekter af livet som kvinde med diabetes. På selve kampdagen var en hel session dedikeret til kønsforskelle i diabetes.

Her blev der sat fokus på, hvordan kvinders cyklus og hormoner påvirker deres diabetes og blodsukkerkontrol, og på mulighederne for at styrke behandlingen af kvinder med diabetes. Der arbejdes blandt andet på at udvikle insulinpumper, så kvinder har mulighed for at indtaste informationer om deres cyklus, så pumperne kan korrigere deres insulinbehov derefter.

Kommentar (Tanja Thybo): Der er kommet stort fokus på de individuelle behov i diabetesbehandlingen, men køn har længe været en overset del af ligningen i den sammenhæng. Det er derfor virkelig glædeligt, at forskning nu har fået øjnene op for, at køn også har en stor betydning i livet med diabetes.

Vi ved, at kvinders cyklus har betydning for deres insulinbehov. Med udviklingen af sensorer har vi tonsvis af data tilgængelig, som vi kan forske i for at få bedre indblik i kvinders cyklus – både månedligt og i løbet af livet. Det er forskere nu begyndt at undersøge. Det er virkelig positivt, for bedre, mere individuel behandling giver mennesker med diabetes færre bekymringer og bedre livskvalitet. Derfor bør vi kunne tilbyde bedre, mere skræddersyet behandling til kvinder med diabetes gennem alle livets faser.

Er demens en overset følgesygdom til diabetes?

Det er de seneste år blevet slået fast, at der er en stærk sammenhæng mellem type 2-diabetes og risikoen for at udvikle kognitive problemer og demenssygdomme som Alzheimers og vaskulær demens. ATTD 2024 havde dedikeret en hel session til oplæg om, hvordan diabetes påvirker hjernens funktion og sundhed, og forebyggende indsatser og behandlingsmuligheder.

Kommentar (Tanja Thybo): Der har længe været mistanke om, at diabetes påvirker hjernens funktion, men det er først i de seneste år, at det er blevet slået fast, at der er en sammenhæng mellem diabetes og udviklingen af kognitive problemer og demens. På ATTD blev det fremlagt, at både meget lave blodsukre og meget høje blodsukre kan have betydning for ens risiko for at udvikle kognitive problemer og demens. Det er virkelig relevant i forhold til forebyggelse af følgesygdomme til diabetes, for det vidner om, at vi bør se på demens som en følgesygdom.

Læs mere om følgesygdomme til diabetes

Mulighederne i behandling med stam- og donorceller undersøges stadig

Type 1-diabetes skyldes en autoimmun reaktion, hvor kroppen angriber sine egne insulinproducerende celler, så den til sidst ikke længere selv kan producere insulin. Forskere har i årevis arbejdet på løsninger med stam- eller donorceller til at behandle eller – måske engang i fremtiden – kurere type 1-diabetes. Nogle forskere har haft positive resultater ved behandlinger med stam- og donorceller, men der er stadig udfordringer med afstødning af de transplanterede celler. En række oplæg på ATTD 2024 gik i dybden med den seneste udvikling indenfor forskning i stam- og donorceller. Blandt andet arbejdes der på at udvikle metoder til at beskytte stamcellerne, så de ikke provokerer immunsystemet så meget. Derudover diskuteres mulighederne i at anvende stamcellebehandling som en periodisk behandling til at gøre personer med type 1-diabetes mindre insulinkrævende – eller helt insulinfri – i perioder, og dermed lette diabetes’ belastning på kroppen.

Kommentar (Anne-Marie Karin Wegener): Der er sket fremskridt i forhold til celleterapi til behandling af type 1-diabetes. Det ser vi blandt andet ved, at USA’s lægemyndighed FDA i 2023 godkendte en celleterapi-behandling til mennesker med type 1-diabetes, der har problemer med blodsukkerkontrol i svær grad. Men disse patienter skal have immunhæmmende medicin som en del af behandlingen. Det kan gøre dem mere sårbare for andre sygdomme. Derfor er det positivt, at der forskes i mulighederne for at behandle type 1-diabetes med celleterapi, som bedre end i dag tolereres af immunsystemet. Det er en kompliceret opgave, for alle mennesker, der får organ-, væv- eller celledonation, oplever en generel afstødningsreaktion, når de modtager celler og væv fra fremmede. Men mennesker med type 1-diabetes har derudover også den autoimmune reaktion, som er en del af deres sygdom og resulterer i nedbrydning af de insulinproducerende celler. Så forskere skal på den måde finde løsningen på begge de udfordringer for at gøre celleterapi til en mere permanent løsning til mennesker med type 1-diabetes.

Kan vi bedre forebygge type 2-diabetes med 1-times glukosebelastningstest og sensorteknologi?

Der var stort fokus på prædiabetes og mulighederne for forebyggelse af type 2-diabetes på ATTD 2024. Prædiabetes – også kaldet intermediær hyperglykæmi – er ikke en officiel diagnose, men bruges til at beskrive den begyndende forstyrrelse i regulering af blodsukkeret, der går forud for en type 2-diagnose. Tilstanden betegner blodsukkerniveauer, der er forhøjede, men ikke så høje, at de når over grænsen på 48 mmol/mol, som er diagnosekriteriet for type 2-diabetes.

I takt med at forekomsten af type 2-diabetes stiger, kigger diabetesforskning mere og mere ind i mulighederne for at forebygge udviklingen af sygdommen ved at diagnosticere og behandle prædiabetes. På ATTD 2024 fremlagde The international Diabetes Federation, der er en paraplyorganisation bestående af over 240 nationale diabetesforeninger, forskellige parametre til at fininddele prædiabetes-fasen. I samme oplæg præsenterede de en holdningserklæring, hvori de argumenterer for at bruge 1-times glukosebelastningstest til tidligere at konstatere prædiabetes fremfor andre metoder som for eksempel måling af HbA1c.

Konferencen bød også på et oplæg, der fremhævede sensorteknologi både som et muligt redskab til at afhjælpe hyperglykæmi ved prædiabetes, men også som et muligt værktøj til at konstatere prædiabetes.

Kommentar (Anne-Marie Karin Wegener): Vi ved allerede, at udviklingen fra normal blodsukkerregulering til forstyrret blodsukkerregulering til en egentlig type 2-diagnose er en flydende udvikling, der sker over længere tid.

Med IDF’s fininddeling af prædiabetes-fasen kommer der forhåbentlig endnu mere fokus på at bremse udviklingen allerede i prædiabetes-fasen og dermed forebygge eller udskyde type 2-diabetes. Det kan få betydning, at 1-times glukosebelastningstesten kan bruges til tidligere at identificere personer i særlig risiko for at udvikle type 2-diabetes.

Samtidig er det interessant, at nogle forskere nu også overvejer mulighederne i at bruge sensorer til at finde og behandle personer med prædiabetes. Vi ved, at 1 ud af 5 med prædiabetes statistisk set får type 2-diabetes inden for fem år. Hvis den gruppe får sensorer, kan vi måske både forhindre, at nogle af dem nogensinde udvikler type 2-diabetes, men også få data, der kan fortælle os endnu mere om, hvad de personer, der ender med at få type 2-diabetes, eventuelt har til fælles, så vi kan målrette den forebyggende behandling.

Diabetesforeningen kører Danmark rundt for at opspore type 2-diabetes. Se ruteplanen her

Stort fokus på opsporing og behandling af præ-type 1-diabetes

Forskning har vist, at type 1-diabetes ikke opstår pludseligt, men derimod udvikler sig progressivt over længere tid – måneder til år – inden man får diagnosen og får behov for insulinbehandling. På ATTD 2024 var der stort fokus på udviklingen af type 1-diabetes.

Forskere forstår mere og mere om de forskellige faser af type 1-diabetes både før og efter diagnosen. Der er allerede nu udviklet et lægemiddel til udskydelse af type 1-diagnosen for en lille, udvalgt risikogruppe, som i slutningen af 2022 blev godkendt i USA. Forskere arbejder videre på at udvikle behandlinger til at udskyde og måske i fremtiden helt forebygge en type 1-diagnose.

Der bliver også talt om muligheden for at give insulinbehandling allerede inden diagnosetidspunktet for at beskytte den sidste betacellefunktion så længe som muligt. På konferencen fortalte en italiensk forsker også om, at screening for præ-type 1-diabetes af den generelle befolkning mellem 1 og 17 år nu er en realitet i Italien, efter det blev vedtaget ved lov i september 2023.

Kommentar (Anne-Marie Karin Wegener): Screening for type 1-diabetes kan gøre en forskel i den nære fremtid, fordi det at kende til sin risiko for at udvikle type 1-diabetes gør, at man kan forberede sig mentalt og praktisk og kan mindske risikoen for syreforgiftning i forbindelse med diabetesdebut. Selvom det endnu kun er en mulighed for en lille, udvalgt gruppe, kan det at have fået konstateret præ-type 1-diabetes i fremtiden give flere mulighed for at deltage i afprøvning af ny medicinsk behandling til at udskyde diagnosetidspunktet.

Det er også meget interessant, at Italien nu har vedtaget ved lov, at alle børn og unge mellem 1 og 17 år skal screenes for præ-type 1-diabetes som en del af deres nationale folkesundhedsprogram. Steno Diabetes Center Copenhagen er som en del af et forskningsprojekt også begyndt at tilbyde type 1-screening – dog kun til yngre familiemedlemmer til en person med type 1-diabetes. Men det er kun ca. 15 procent af personer med type 1-diabetes, der har en førstegradsslægtning med diabetes. 85 procent har ikke. Derfor bliver det spændende at følge med i, hvordan det går screeningsprogrammet i Italien, da de har valgt ikke at lade relation til diabetes være et kriterie for, om børn og unge bliver screenet.

Samlet set bidrager alle former for screening til, at forskerne løbende får bedre forståelse for, hvad der sker i kroppen i præ-type 1-diabetesfaserne, hvilket øger mulighederne for, at der på sigt kan blive udviklet forebyggende behandlinger til flere.

Læs også: Første medicin til at udskyde type 1-diabetes godkendt i USA

Læs også: Udviklingen af type 1-diabetes starter måneder til år før diagnosen

Større fokus på brug af diabetesteknologi til mennesker med type 2-diabetes

Diabetesteknologi som sensor og AID har tidligere kun været associeret med behandling af type 1-diabetes. Men flere forskere er begyndt at undersøge de teknologiske muligheder i behandling til personer med både insulinkrævende og ikke-insulinkrævende type 2-diabetes.

Det var tydeligt på ATTD 2024, hvor mange oplæg handlede om netop dette. Et af dem var et oplæg om forskningsprojektet ADAPT-T2D, der undersøger, om personaliseret behandling ved hjælp af data og teknologi som sensorer, elektroniske insulinpenne og aktivitetstrackere kan styrke mennesker med insulinkrævende type 2-diabetes i deres egenbehandling og hjælpe dem til at nå deres behandlingsmål.

Et andet oplæg fremhævede, at mennesker med type 2-diabetes får det bedre ved brug af en sensor, fordi de får en større forståelse for deres sygdom og derefter kan handle på det.

Kommentar (Lene Kølle Jørgensen): Mad og motion har stor betydning i behandlingen af type 2-diabetes. Derfor kan blodsukkermåling gøre en forskel i forhold til at forstå ens sygdom og opnå bedre regulering af blodsukkeret og nedsætte risikoen for at udvikle følgesygdomme.

I Diabetesforeningens projekt 2Sense har 240 mennesker med ikke insulinkrævende type 2-diabetes fået mulighed for at prøve en sensor i 14 dage, og resultaterne viser, at sensoren lærer dem meget om deres sygdom og motiverer til at ændre adfærd. Det er et virkelig gavnligt værktøj i deres egenbehandling, så det er godt at se, at diabetesforskningen nu er begyndt at undersøge og se potentialet i aktivt at bruge blodsukkermåling og diabetesteknologi i type 2-behandlingen. Det vil gøre en stor forskel både i hverdagen og på sigt for de mennesker, der lever med type 2-diabetes.

Diabetesforeningen tester i øjeblikket, hvad mennesker med type 2-diabetes på to uger kan lære om sit blodsukker med en sensorbaseret glukosemåler. Læs mere om projektet 2Sense her

Hudproblemer fra diabetesudstyr: Er der en løsning på vej?

En hel session på ATTD 2024 var dedikeret til de forskellige former for hudproblemer, mennesker med diabetes kan opleve, og et af oplæggene satte fokus på hudproblemer forårsaget af diabetesudstyr.

30-90 procent oplever nemlig hudproblemer i form af lipodystrofi, kontakteksem, hudinfektion eller -sår ved brug af insulinpumpe eller sensor. Der findes mange gode råd til at undgå hudgener, og nogle af dem blev fremlagt på ATTD sidste år. På ATTD 2024’s tech fair, hvor producenter præsenterer nyt udstyr eller udstyr under udvikling, fortalte et dansk firma om et plaster, de er i gang med at udvikle, som kan fremskynde heling af huden, der hvor udstyret har siddet.

Kommentar (Lene Kølle Jørgensen): Der har været fokus på hudproblemer på grund af diabetesudstyr i mange år, men mange firmaer mener ikke, at det er netop deres udstyr, der kan være problemet. Derfor er der ikke sket den store udvikling på området.

Det er godt, at der bliver udviklet forskellige løsninger til at afhjælpe problemet, men det er et plaster på såret, der ikke burde være nødvendigt. I stedet ville det være godt, hvis de firmaer, der laver diabetesudstyret, står ved deres ansvar og ser på de tilsætningsstoffer, der er i deres udstyr.

Diabetesudstyr gør en kæmpe forskel i mennesker med diabetes’ liv, men hudproblemerne kan være et stort problem for dem. Så hvis firmaerne bag udstyret virkelig vil hjælpe mennesker med diabetes, så bør de anerkende det her problem og gøre noget ved det.

Læs også: Behandlernes tips og tricks mod hudgener